Når HIV er en Gave

Det vides ikke præcist, hvor mange mennesker, der er smittet med HIV. Statens Serum Institut skønner, at det drejer sig om hele 40 millioner på verdensplan. På trods af virussens skræmmende statistikker om smitsomhed og komplikationer er der opstået en tendens i nogle homoseksuelle subkulturer i Danmark, hvor mennesker bevidst søger at blive smittet med HIV af en såkaldt "gift giver". Fænomenet er kendt som "bugchasing". Idéen er, at det er det ultimative seksuelle tabu at have ubeskyttet sex med en HIV-positiv person. Derudover skulle suset af at have sex med en, der er smittet, være meget ophidsende. Det umiddelbare spørgsmål er naturligvis: hvorfor? Nogle ræsonnerer, at eftersom de nok alligevel får HIV før eller siden, kan de lige så godt selv få det ud af verden og være den bekymring foruden. Desværre er det muligt at få HIV mere end én gang. Det lyder måske lidt abstrakt, men der findes en form for krydsinfektion, der inden for HIV-forskning kaldes en superinfektion. Virussen muterer konstant, hvilket vil sige, at HIV ikke bare er én sygdom. Det er altså muligt at få to forskellige slags HIV, hvis man har ubeskyttet sex (kendt som bareback sex) med to forskellige HIV-smittede. Dette gør behandlingen mere besværlig, da det både kan få sygdommen til at udvikle sig hurtigere og gøre, at patienten bliver resistent overfor behandlingen. Jeg spurgte Jens Lundgren fra Copenhagen HIV Programme om superinfektioner. Han forklarede, at: "de fleste af de HIV-virusser, der cirkulerer i verden, er modtagelige overfor de præparater, der er tilgængelige. Der er dog set tilfælde, hvor virusser er blevet resistente overfor komponenter af behandlingen. Hvis sådan en patient smitter en anden person, så vil den smittede også være immun overfor den samme type medicin som donoren. Der har været tilfælde, hvor en person, der i første omgang var fuldt modtagelig overfor behandling, er blevet smittet igen med en resistent virus. Det er en superinfektion, og det er en helt anden situation." Fænomenet "bugchasing" trives især online på datingfora som barebackcity.info (barebackcity.info er blevet nedlagt siden artiklen blev skrevet, Red.) og homospot.dk. Her kan en "bugchaser" mødes og søge efter "gift givers" og "conversion parties". På de her dating-profiler finder du både dine gængse data som alder, højde og interesser, men du kan også finde information om længde, bredde, om du er HIV-positiv, eller om du er ligeglad. Det var på barebackcity.info, at jeg kom i kontakt med Martin Wichmann. Han har været et aktivt medlem af den danske barebacking-scene siden han var 27 og indvilgede i at hjælpe os med at forstå fænomenet. VICE: Hvor udbredt er bugchasing i Danmark?
Martin Wichmann: Det er meget mere udbredt, end man tror. Jeg støder typisk på det på chatrummet homospot, hvor nogle brugernavne henviser direkte til noget med bugchasing. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når det kommer til bareback-sex. Jeg kunne logge på med min mobiltelefon lige nu og finde 10 bugchasers i Danmark. I går aftes var der mere end 70 online. Og det er kun Danmark. Forleden så jeg en 13-årig på det ene chat-rum. Han blev hurtigt smidt ud. Jeg finder det foruroligende, at gymnasieelever har ubeskyttet sex i det omfang. De levede ikke i 80'erne og har ikke den samme information om risikoen. Heldigvis linker ham, der har Homospot, til sider med information om kønssygdomme.

Hvordan tror du, internettet har været med til at afstigmatisere det her tabu?
Du kan være hvem som helst på nettet, fordi du er gemt bag din skærm helt frem til den egentlige fysiske kontakt. Men de rigtigt farlige er dem, som ikke kender deres HIV-status. Der er også nogle, som med vilje holder deres status hemmelig, fordi de tænder på at smitte andre. De føler, at en del af dem er inde i en anden person. Det er også som om, at folk ikke føler, at de bliver straffet. HIV er jo ikke længere dødeligt, hvis man passer sin behandling. Online findes der også folk, som vil betale for at have sex med en HIV-positiv. De er villige til at smide 500-1000 kroner for at få det overstået. Og det er intet problem at finde en "donor". Der er begyndt at blive lavet porno med bugchasing som tema. Hvad er din holdning til det?
Forkortelsen er TIM-media: Treasure Island Media. Det er udelukkende bareback-sex. Jeg synes ikke, at det er i orden at lave noget, som glorificerer en tendens som denne. Jeg kender flere, som får et kick ud af at se det. Men det er med til at udviske tabuet yderligere. På fora skriver folk, om de enten er smittede, ikke smittede eller ligeglade. Hvordan kan man være direkte ligeglad?
Jeg har været engageret i subkulturen med fetich og barebacking, siden jeg var 27, og der er meget rå sex på de hårdest tænkelige måder. Dem, som er ligeglade, er bugchaserne–de venter bare på at blive smittet. Men du skal ikke tage fejl; jeg har set flere fremstående personer, som opsøger de her miljøer. Journalister, læger, akademikere og kendte. Bugchasing er beskrevet som det ultimative seksuelle tabu. Hvad siger du til den påstand?
Personligt synes jeg ikke, at det er det ultimative tabu, men jeg er totalt uforstående overfor, at folk gør det bevidst. En ting er ikke altid at bruge kondom, men bevidst at fravælge beskyttelse og udelukkende gå efter fyre, som er smittede, er noget andet. Jeg oplever, at når fyre hører, at jeg er på medicin, er deres respons "øv". Det er nærmest bedre for nogen, desto mere giftigt det er. Så er det lige meget, om folk er 50 eller 19 og stadig går i gymnasiet. De tænker ikke over konsekvensen. Er de bare ligeglade, eller er det uvidenhed?
Jeg tror faktisk, at efter medicinen kom, og folk ikke længere døde af det, så blev det mere okay. Jeg har flere gange oplevet folk sige: "Du kan bare tage din medicin, og så er det det." Ja, men så skal du fandeme også tage din medicin! Og medicinen virker ikke for evigt – det har jeg selv prøvet. Så sent som i starten af året var jeg ved at stille træskoene, fordi behandlingen ikke længere virkede. Jeg var helt nede og veje 56 kilo og lå hele januar måned inde på Rigshospitalet. Det var virkelig hårdt. Det er jo ikke HIV, du dør af, det er alt muligt andet. HIV gør bare, at du er modtagelig overfor noget så simpelt som en forkølelse. Jeg lå i isolation i tre uger, hvor jeg nærmest ikke fik besøg, fordi folk skulle være i dragter og sprittes af, fordi min krop var så modtagelig. Hvorfor afskrækker denne risiko ikke folk?
Problemet er, at folk ikke ved det. Det er fint, at der bliver holdt infoaftener på Riget en gang om året, men dem, der kommer til det, er allerede smittet. Du kan ringe til de første tyve gymnasier i Danmark, og ingen af dem har haft noget foredrag eller info om risikoen ved ubeskyttet sex. Så homoer ser det at være smittet som en frihed. Hvorfor tror du, at nogle direkte dropper medicinen?
Det er et kick for dem. Det bliver en del af kulturen omkring sygdommen og fetich-miljøet, at det skal være så ekstremt som muligt. Mange, der er smittede, får en biohazard-tatovering for at vise, at de er smittede. Det er jo et indlysende symbol, som betyder biologisk smittefare. Jeg fik også en lavet for at undgå så mange spørgsmål. Der er ligesom ingen tvivl, når man sender det signal. Take it or leave it.

Hvad bliver der gjort for at oplyse om sikker sex?
Herhjemme har vi nogle drag queens, der er klædt ud som nonner, der går rundt og deler kondomer ud og "prædiker" budskabet. De gør det på en god og humoristisk måde. Mener du, at der bør lægges flere penge i information og markedsføring?
Der bør helt klart lægges flere midler i det forebyggende arbejde. Selvfølgelig skal der bruges penge på den helbredende del af arbejdet, for vi slipper nok aldrig for HIV. Det er ligesom forkølelsen. Den slipper vi heller aldrig for. Men i de homoseksuelle miljøer er det lidt som om, at det er blevet droppet at gå op i det forebyggende. Jeg synes, at der bør informeres helt ned i folkeskolen og gymnasiet. De unge i dag forstår ikke, hvad fanden de går ind til. Og så findes der de mindre hardcore fora som boyfriend.dk, hvor der er biseksuelle, som også er ligeglade. Så det er jo ikke kun holdt til homomiljøet længere. Tror du, at det er blevet mere socialt acceptabelt, fordi man flytter fokus fra forebyggelse til behandling?
Det er som om, propagandaen går ud på, hvad du kan gøre, når du er smittet, men ingen taler om, hvad man kan gøre for at undgå det. En skide plakat, som er hængt op på et eller andet værtshus, er der sgu da ingen, der lægger mærke til. Det skal være de sociale medier, hvor der skal reklameres. Og TV. Det skal være på de platforme, hvor de unge færdes i dag. Tror du selv på, at nogen tager AIDS Fondets pjece på et værtshus og læser den i baren? Eller tager den med hjem og læser den? Det sker bare ikke. Desuden når propagandaen ikke ud i sexklubberne. Tag nu for eksempel Amigo Sauna, som ligger inde i Studiestræde i København: tre etager og omkring 800 kvadratmeter; du lægger ikke mærke til den, med mindre du ved, den er der. Den ligger lige overfor Enhedslistens kontor. Der bliver simpelthen dyrket så meget usikker sex. Der er godt nok sat kondomer frem, men de står kun i stueetagen, og så er der tre etager længere op. Når du kommer ind, får du udleveret ét kondom, men hver gang du skal bruge et mere, skal du ned i igen. Det er ikke ligefrem at opfordre til at bruge kondom – sikker sex er ikke særlig tilgængeligt. I gamle dage blev der leveret 20-litersdunke med glidecreme og gratis kondomer. Det sker ikke rigtig mere. Hvordan kan man passe på sig selv, når kondomer er udelukket?
På min telefon gemmer jeg folks navn og brugernavn – det er tit lettere at huske. Fordi hvis jeg så for eksempel får syfilis, så kan jeg ringe til dem, jeg har været sammen med siden sidst. Alle bør have sådan en "little black book," fordi man potentielt giver folk en dødsdom. Jeg bliver ved med at vende tilbage til spørgsmålet "hvorfor?"
Folk tror, at det giver dem en frihed. Du bliver blind overfor kampagnerne om usikker sex, når du først er smittet. Medicinen var der også i 80'erne, men du ser ikke længere propaganda om usikker sex på samme måde. Til gengæld postes der millioner i forskning, og behandlingen er så langt fremme, at det bare er én pille om dagen. Så det er blevet til en slags HIV p-pille, som man bare kan tage omkostningsfrit?
Ja. Det er meget sjældent, at jeg hører om folk, som har taget en "pep-kur", som er en behandling, du kan tage, hvis for eksempel kondomet er sprunget. Det er en slags HIV-fortrydelsespille. Behandlingen er meget hård og smadrer kroppen fuldstændig. Man er syg døgnet rundt i en uge. Jeg kan kun huske at have hørt om én person, der har taget den for, mange år siden. Hvad kunne en løsning være?
Det er svært. Men der skulle være mere info i medierne. Det skal væk fra plakater og ud i de levende medier. Vi skal vise bagsiden af at være syg, i stedet for kun altid at fortælle solstrålehistorien om, hvor god behandlingen er. Der skal en ordentlig kampagne til - noget som rammer de unge på de medier og devices, de bruger. Det skal ind i almindelige reklameblokke, og der skal tænkes over, hvor og hvornår de kører. Det skal ikke være i OBS inden Deadline, men i reklamepausen mellem Paradise Hotel og De Unge Mødre. Men det skal være en ganske almindelig reklame, ligesom hvis det var for Coca Cola. Og så skal det ikke være noget med en løftet pegefinger fra en læge i en kittel. Mange tak, Martin.

Følg Esben på Twitter @EElborne