Mød de unge, der lærer flygtningebørn at svømme på Lesbos

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der står tre drenge på stranden. Deres hår bliver pisket rundt af vinden, mens de nidstirrer hinanden i komplet tavshed. En af dem begynder at græde. De andre to har baderinge, og det har han ikke. Han er ikke glad.

Rundt omkring er der cirka 20 andre børn, der løber skrigende, syngende og grinende rundt i vandkanten. Det er svært at tro, at de her børn for bare få måneder siden er blevet løftet ud af det samme vand af nødhjælpsarbejdere efter den farefyldte bådtur fra Tyrkiet til den græske ø, Lesbos. Frivillige er ved at lære børnene og en håndfuld voksne at svømme – og ud over drengen uden badering, virker de alle sammen ret muntre.

Men der er konstante påmindelser om den rejse, de har været på. En ung pakistansk fyr smider en gennemsigtig plastik-pengepung i A5-størrelse i min retning og spørger, om jeg gider at passe på den for ham. Han havde haft den om halsen på en snor, men kan ikke gå i vandet med den. Jeg nikker, og han løber ud i havet. I pungen ligger hans identifikationspapirer, et bankkort og et par telefonnumre, der er skrevet med kuglepen på linjeret papir. Det er i bund og grund hele hans officielle eksistens, jeg holder i mine hænder.

Panagiotis Koulakos er en 20-årig brandmand og livredder fra frivilligorganisationen Lifeguard Hellas, der hver uge rejser fra Athen til Lesbos for at lære børnene at svømme. Det er en stor forpligtelse, "men vi er nødt til at gøre det", siger han. Svømmeundervisningen foregår med cirka en lærer for hvert andet barn, og de opmuntrer børnene til at springe i vandet og plaske og lade sig flyde rundt i bølgerne. De fleste børn er desperate efter at komme i vandet og har utålmodigt ventet i flygtningelejren i op til en time – med svømmeudstyr på og det hele.

Sådan her var det ikke, da Panagiotis startede svømmeundervisningen for tre måneder siden. "Først var de bange for vandet og vidste ikke, hvem vi var," siger han. "De var meget mistænksomme over for os den første dag og ville ikke gå i vandet. Mange af dem sad og græd på stranden. De havde ikke engang lyst til at stikke så meget som en tå i vandet. Men nu ser de os og begynder at råbe. Og der var mange børn, som jeg ikke rigtig kan kalde børn, de var omkring 18-års alderen, som aldrig havde lært at svømme. De første par dage lærte de at flyde, og så lærte de sig selv at svømme. Det var fantastisk." Når de frivillige ankommer til flygtningelejrene i dag, når de dårligt nok at få det oppustelige udstyr ud af bilen, før børnene overfalder dem i flok.

Manuel Blanco, en anden frivillig livredder fra den spanske organisation Proem Aid, siger, at svømmeundervisningen også skal hjælpe børnene med at bryde med den trivielle hverdagsrutine i flygtningelejren. "Husk på, at mange af dem aldrig havde set havet, indtil den dag de krydsede det for at komme fra Tyrkiet til Lesbos. Mange af dem var bange, fordi de først så havet om aftenen, i kulde og mørke. Med undervisningen er det lykkedes os at forhindre dem i at være så bange. Vi udskifter de dystre minder med sjov, leg og lys."

Flygtninge er kommet til Lesbos fra Lilleasien i mange generationer, men øen var voldsomt uforberedt, da migrantgrupperne begyndte at vokse eksponentielt i slutningen af 2014. Lesbos havde kun to ambulancer i drift, med en befolkning på 86.000. Mange år med offentlige nedskæringer og vaklende beskæftigelse på Lesbos og i hele Grækenland betød, at det lokale beredskab kom skævt fra start og fortsatte længere ud på et skråplan frem til august i 2015.

Der blev stillet kolossale krav til de lokale hospitalarbejdere og kystvagter, og derfor blev en øget tilstedeværelse fra frivillige og NGO'er essentiel. I takt med, at verden blev mere bevidst om krisen, blev den internationale støtte også øget. "Over 850.000 flygtninge ankom til Grækenland i løbet af 2015," siger Roland Schönbauer, der er talsmand for UNHCR i Grækenland. "Vores almindelige embedsfolk var overbelastede, så støtten fra lokalsamfundet og frivillige var altafgørende."

Til trods for de frivilliges indsats er der mange flygtninge, der står tilbage i en blindgyde. Mange af dem, der ankom sidste sommer, er nået til deres europæiske destinationer, men folk, der først er ankommet for nyligt, er nu fanget i asyl-limbo. Grænserne er lukket, og mange, der venter på at få behandlet deres asylansøgninger er nu fanget i Moria-lejren – et fængsel, der er lavet om til en flygtningelejr, og som beskrives af flygtninge som et helvede. Midt i september blev der sat ild til campen efter protestaktioner fra asylsøgere, der frygtede, at de ville blive sendt tilbage til Tyrkiet. Cirka 4000 mennesker blev evakueret.

De børn, jeg ser til svømmeundervisning, bor i PIKPA – en lejr for særligt udsatte flygtninge, der er blevet organiseret af en psykolog. PIKPA ligger i en tidligere ferielejr, og børnene har adgang til en lille legeplads, regelmæssige måltider og en jævn strøm af frivillige. Men de er stadig fanget. De flygtninge, jeg taler med i PIKPA, taler åbent om de psykologiske traumer, de lever med. En syrisk kvinde fortæller mig om en episode, hvor hun fandt liget af en person, der blev dræbt i et luftangreb – "det lignede hakket oksekød". Hun ser det i søvne.

"Tidligere traumer – eller traumatiske oplevelser på havet – har efterladt mange flygtninge, både børn og voksne, med alvorlige psykiske lidelser som PTSD," siger UNHCRs Schönbauer. "Selvom aktiviteter for at støtte psykisk sundhed er blevet implementeret i de fleste lejre, findes der stadig steder, hvor den hjælp ikke er tilgængelig."

De frivilliges entusiasme har udgjort en kontrast til den internationale respons på flygtningekrisen, som har været mangelfuld. "Vi har mange hold. Folk kommer fra hele verden – Spanien, Sverige, Danmark, Tyskland, USA," siger Panagiotis. Vigtigst af alt ved de unge frivillige også, hvordan de skal gøre det en smule sjovt for børnene. "Den nemmeste måde at lære dem at svømme er ikke udelukkende gennem læring. De er børn. De vil gerne lege."

Læs mere fra VICE:

Vi bad nogle flygtninge fortælle os historien bag deres baggrundsbilleder

Portrætter af flygtninge og den ting, de ikke kunne efterlade

Vi besøgte Berlins Tempelhof lufthavn, der lige nu huser 1300 flygtninge