Sørens flygtningedagbog: Ahmad er skuffet over sit nye liv - men vild med at stå på skateboard

24-årige Søren Brydesen er rejst til den græske ø Lesbos for at følge flygtningestrømmen hele vejen op gennem Europa. Undervejs beretter han om sine oplevelser i en dagbog, som vi bringer her. Det her er kapitel 3 af dagbogen, hvor Søren efter tusindvis af kilometer på Balkans landeveje endelig når frem til Frankfurt, hvor han igen møder den flygtningefamilie, som han blev adskilt fra på grænsen mellem Makedonien og Grækenland. Her viser det sig, at 15-årig Ahmad og resten af hans familie er skuffede over mødet med det tyske samfund, men til gengæld har Ahmad fundet sig en ny hobby, der giver ham mod på tilværelsen.

Det er tidlig formiddag i Frankfurt. Jeg stiger af bussen ved hovedbanegården og scanner menneskemylderet for kendte ansigter. Jeg ved, at familien, jeg rejste med, skulle befinde sig her. Pludselig træder en mor og en søn direkte ind foran mig. "Hej Søren!" råber Ahmad smilende. "Du fandt os!"

Familien har rejst nogenlunde samme rute som jeg, fra Makedonien op gennem Serbien, og derfra videre gennem Kroatien, Slovenien og Østrig. De ankom til Tyskland natten forinden, og nu sidder de så i Frankfurt og venter på en bus, der skal tage dem videre til en flygtningelejr, der bliver deres hjem. Jeg hopper på samme bus, sidder ved siden af Ahmad, og det virker pludselig surrealistisk, at vi syv dage forinden sad på samme måde, ved siden af hinanden, i en bus tværs gennem Grækenland. Før deres status som flygtninge og min status som turist adskilte os undervejs.

Ahmad fortæller om deres rejse, hvordan de ikke har sovet i en seng, siden de tog af sted, hvordan han så en politimand i Makedonien, der slog en anden flygtning, hvordan både hans storebror og lillebror har fået influenza, hvor mange seje biler, han har set, siden de ankom til Tyskland, hvor mange højhuse der er i Frankfurt, og hvor glad han er for at være fremme.

Der går et par dage med en række formaliteter, hvorefter familien flyttes sydpå til en nedlagt skole i Karlsruhe. Ahmad viser mig rundt i de lange gange. De bor på værelse 10, et gammelt klasseværelse med fem militærkøjesenge, ingen skabe, ingen gardiner, kun senge. Toiletterne og badefaciliteterne står ude i skolegården, sammen med et festtelt, der udgør en spisesal. Her skal de bo i op til fem måneder. Med tilladelse fra Ahmads mor går vi ud af skolens område, ned ad gaden til en shawarmabar, og Ahmad fortæller, hvordan hans storebror har fortrudt, at de tog af sted. Han har svært ved at acceptere udsigten til at skulle bo i det slidte klasseværelse i op til fem måneder, uden adgang til køkken, intet privatliv, intet at lave. Ahmad er også lidt skuffet over, at de ikke bor i centrum af Frankfurt, med alle de smarte biler og højhusene, men ellers er han tilfreds. "Det er jo kun midlertidigt", som han siger.

Vi spiser shawarma. Ahmad fortæller om arabisk mad, og jeg spørger ind til hans tanker om fremtiden her i Tyskland, de mange mennesker, der ikke synes, at personer som ham og hans familie skal komme til Europa. Han tygger og grubler lidt:

"For det første handler det om, at folk som os skal lære Tyskland, den tyske kultur og tyskere at kende. Vi skal ikke kun lære et helt nyt sprog, vi skal lære et nyt land at kende. En ny verden. Og vi skal gøre os umage. Når vi så har lært det, når vi ved, hvordan man er som tysker, så kan tyskere begynde at lære os at kende."

Ahmad kender ikke til flygtningeproblematikkerne i Europa. Han ved ikke, at der findes mennesker, der brænder flygtningelejre ned. Han ved ikke, at grunden til, at der står vagter foran skolen, hvor de bor, er for at beskytte dem mod tyskere.

Jeg spørger ham om Syrien, hvorfor han og hans brødre ikke blev i landet og kæmpede for at gøre det til et bedre sted at leve?

"Det er for sent. Hvis vi skulle have gjort det, skulle vi have gjort det for lang tid siden. Der er så mange forskellige mennesker i Syrien, der kæmper mod hinanden nu. Det er ikke én mod én. Desuden har vi også mistet alt. Der er ikke noget at kæmpe for."

Ahmad slubrer fornøjet den ærketyske læskedrik Mezzo Mix i sig, og jeg sidder stille og tænker på, hvordan grådighed og magtbegær har korrumperet mænd siden altings begyndelse - og hvordan mænd, der klamrer sig til magten, tilsyneladende er i stand til at gøre hvad som helst mod deres medmennesker for at fastholde deres position.

Det er lørdag formiddag, og vi tager ud til en indendørs skatepark med en gruppe unge tyske frivillige, der to gange om ugen tager forbi skolen, samler en håndfuld flygtningebørn op og tager dem med til skating for at give dem et tiltrængt afbræk fra den monotoni, der præger deres hverdag. Ahmad og lillebroderen Omar er spændte. Selvom de aldrig har skatet før, lærer Ahmad hurtigt at køre ned ad den mellemstore rampe. Et par yngre drenge, der har boet på skolen i tre måneder, kan tage den store rampe uden problemer.

Jeg sidder på kanten og kigger ud over skaterlokalet med de mange børn, der som Ahmad er i færd med at lære, hvad det vil sige at bo i Europa. Jeg skal rejse hjem i morgen. Min "flugt" er forbi. Rejsen fra Lesbos i Grækenland, gennem Balkanlandende op til Europa er et overstået kapitel for mig.

For Ahmad er rejsen på mange måder lige begyndt. At køre bus i syv dage gennem seks lande kan alle og enhver gøre, men at forlade sit hjemland og alt, man kender, for at slå sig ned i et fremmet land er en anden sag. Jeg tænker på dengang, jeg som 9-årig skiftede skole, og at livet som flygtning i et fremmed land må svare lidt til den følelse, jeg dengang havde kortvarigt. Angsten for, om man passer ind, hvordan man får nye venner, hvad der er sejt at have med i madpakken, hvilke computerspil drengene spiller, hvad man i det hele taget snakker om. Dog som flygtningebarn i en lidt anden størrelsesorden. Ahmad har taget hul på tilværelsen i en verden, hvor han ikke kender sproget, som hans nye klassekammerater snakker, han har en anden religion, han er vandt til en anden slags mad, en anden måde at færdes på i trafikken, andre bånd mellem familie og venner. Alt er anderledes. Da jeg var 9 år, lå min nye tilværelse 32 kilometer fra den gamle. Ahmads nye liv ligger lige godt 3700 kilometer væk fra alt det, han kender.

Og her står han så pludselig, på kanten af den højeste skaterrampe, med den ene fod på skateboardet og et nervøst, men stift blik rettet ned mod Omar, der står og filmer ham. "Er du sikker på, det er en god idé?", spørger jeg. "Ja! Jeg har jo allerede taget den mellemstore rampe tre gange," svarer han skråsikkert.

Han læner sig forover og glider let og elegant ned ad trærampen. Armene ryger op over hovedet, og han råber glædesstrålende til sin storebror, der stadig filmer: "Jeg gjorde det!"

Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere

Vi talte med 20-årige Calle, der har smuglet flygtninge til Sverige siden september

Hvad sker der, når flygtningekrisen bliver hverdag?