Tre danske transpersoner fortæller, hvad de ville ønske, de havde vidst som unge

"Det er altid svært at være teenager" lyder det medfølende fra alle, der for længst har overstået det akavede stadie, man i 50'erne fandt ud af at klemme ind mellem barn og voksen. Imens man har travlt med at få bøjle på og lære at ryge bag en container, gennemgår kroppen en rasende udvikling. En udvikling, der for nogen ikke stemmer overens med, dem de i virkeligheden er. Selv om transkønnethed først blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme den 1. januar 2017, er det bestemt ikke en ny ting at være transperson i Danmark. Vi fik tre transpersoner til at dele ud af deres erfaringer og svare på, hvad de ville ønske, de selv havde vidst, dengang de var teenagere.

Forsøg at lukke støjen ude. Transkønnethed er et emne, der for mange mennesker stadig er meget kontroversielt, og derfor er der også mange, der har en mening om det. Mange mennesker vil rigtig gerne gøre sig kloge på dine vegne. Det er man nødt til at lukke ude. Det vigtigste er, hvad du synes, og hvad du har lyst til. Jeg ved, det er en meget sårbar situation at stå i, og derfor kan man nemt blive påvirket af andre. Folk, der råber efter dig på gaden, rager dig i skridtet, når du er i byen, eller spytter på fortovet i foragt, når du går forbi. Det handler om at have sit mål for øje og vide, at det er lige meget, hvad de synes, for du er på rette vej. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man giver sig selv lov til at være sårbar og acceptere, at det kan gøre ondt. Det er vigtigt at finde balancen mellem at beskytte sig selv og være sårbar.

Jeg var teenager i starten af 90'erne på Langeland, og dengang fandtes der slet ikke den oplysning, som vi har på internettet i dag. Hvis man boede i provinsen, kunne det være rigtig svært at finde oplysninger og ligesindede. Da jeg var barn og teenager, vidste jeg godt, at man kunne skifte køn, fordi jeg havde læst om det i avisen, men jeg vidste ikke, at der var et ord for det, og jeg følte ikke, der var nogen, jeg kunne tale med det om. Jeg var bange for at blive fordømt eller ikke blive taget seriøst. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra og som 21-årig stod på det gamle Diskotek Pan i København, at jeg ikke længere kunne lyve for mig selv. Da måtte jeg erkende, at jeg ikke var homoseksuel, men transkønnet.

Jeg ville ønske, jeg havde forstået, at jeg ikke behøvede være taknemlig for at blive behandlet ordentligt og ligeværdigt med andre mennesker. Og at man ikke skylder en fremmed fyr til en fest at fortælle om sine kønsorganer.

Engang opfattede jeg det at være transeksuel som et mellemstadie, jeg skulle igennem inden, jeg kom ud på den anden side som kvinde. Men det er ikke altid, at man får lov til at forlade det mellemstadie. På trods af, at jeg ikke nærer nogen tvivl om, at jeg er en kvinde, føler jeg ikke, at vores samfund lader mig komme videre.
Uanset relationen vil jeg gerne vurderes, accepteres og elskes, for den jeg er i dag. Men jeg erkendt, at det ikke altid er så nemt for andre mennesker.

Jeg ville ønske, at jeg havde forstået tidligere, at jeg ikke behøvede at kunne pass – at være så overbevisende som transkønnet, at ingen kan se det. Jeg tror, mange har lyst til at kunne pass, inklusiv mig selv, men det kan jeg ikke. Jeg er for høj, mine skuldre er for brede, og jeg har kropsdele med en forkert form. I dag har jeg det fint med det. Det er blevet en måde at være politisk på, og det synes jeg, er en god ting. På den måde er jeg mit eget flag ­– håber jeg.

Der er langt mere legitimt at være transperson i dag, i forhold til da jeg var yngre. Transvestit og transseksuel – det var de to muligheder, jeg kunne vælge imellem. I dag findes der en hel pallette af kønsvarianter. Jeg ved ikke, om det er en god eller en dårlig ting, men det er i hvert fald nemmere at finde sig selv i en af definitionerne. Non-binary fandtes ikke dengang, og det var en forhindring for mig ikke at kunne komme videre, fordi jeg ikke kunne se mig selv i de to klassiske kategorier. Men jeg synes også, at man kan komme til at hænge fast i kategorierne. Køn er bare én ud af mange ting, vi bruger til at definere os selv. Hvis man først og fremmest er transkønnet, skaber man en barriere og får sværere ved at skabe en fællesgrund.

Mit sidste råd er: Fordyb jer i feminismen! Jeg troede i lang tid, at det kun handlede om mig, og at det, som foregik i mit hoved, var forkert. Men da jeg opdagede feminismen, kunne jeg se, at der var andre problemer med køn, som ikke havde noget med transkønnethed at gøre. Jeg opdagede, at det ikke var min egen skyld, at jeg ikke passer ind i kasserne. Inden da havde jeg troet, jeg var syg, og der var noget galt med mig. Jeg ville begå selvmord, fordi jeg ikke kunne leve med at være syg resten af livet. Da jeg fandt ud af, at det ikke var mig, der var usund, men noget andet, der var galt, blev en kæmpe byrde løftet fra mine skuldre. På den måde kan man skille sit eget lort fra samfundets lort.

Man skal bryde det ned i små klumper, som man selv kan håndtere. Det kan for eksempel være én klump at finde et netværk og tale med sin familie og nære venner. Jeg lærte i løbet af min egen proces, at det var vigtigt at have nogen ting i luften, som jeg selv kunne håndtere, og som gav mig positiv respons. På den måde flytter man sig.

Det er nemmere at tage små skridt. Starte med at finde en allieret og derfra arbejde sig igennem sin omgangskreds som ringe i vandet. Lige så stille bliver ens selvtillid opbygget, og man kan tåle at få noget negativt tilbage uden at gå i selvsving over, hvor svært det er.

Vær ydmyg over for andre mennesker. Du har måske erkendt over for sig selv, at du er transperson, men det betyder ikke, at det er det syn, andre har på dig. Vi er selv godt i gang med vores proces, og vi har fået vinger og kan flyve med 100 kilometer i timen. Det kan dem omkring os ikke, og det bliver vi nødt til at acceptere og forstå. De står stadig på perronen, men vi er kørt videre med toget. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi får dem med ombord, for hvis man får sine nære familie og venner med på rejsen, bliver det meget nemmere.

Tag den med ro. Du er ung og du har masser af tid. Hormoner ændrer ikke kroppen på to dage. Det tager lang tid at finde sig selv, og det tager lang tid at erkende, hvilken krop man har fået. At skifte navn og cpr-nummer er ikke noget, man bare lige gør. Det er rigtigt svært at tage telefonen og sige sit nye navn.

Jeg ville ønske, jeg havde været en lille smule klogere på mig selv, og at jeg havde været lidt modigere til at springe ud i det lidt tidligere. Det er ikke et valg. Det er noget, man bliver nødt til at gøre. Jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at vælge det på en mere behagelig og positiv måde i stedet for at stå ved kanten og være tvunget til at vælge.