Den danske kvinde der tog til Syrien for at kæmpe mod Islamisk Stat

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly US

Ud af cirka 750 europæiske kvinder, som er draget i krig i Syrien og Irak, er kun en håndfuld vendt sikkert hjem igen. Kaldet til hellig krig mod det 45 år lange regime i Syrien har inspireret mere end 27.000 krigere fra 81 forskellige lande til at gå ind i konflikten – hvoraf størstedelen nu kæmper for Islamisk Stat.

De fleste kvinder, som er draget mod krigen, har gjort det som følge af en 'grooming' fra IS-rekrutteringsagenter. Joanna Palani, som er 23 i dag, fra København og studerer politik og filosofi, tog afsted for at kæmpe for kurderne – først for Folkets Forsvarsenheder i Syrien (YPG) og siden Peshmerga, den vestligt trænede og finansierede hær for Kurdistan Regional Government. Peshmerga (kurdisk for "en som står for døden") menes at have spillet en rolle i både væltningen af Saddam Hussein og drabet på Osama Bin Laden og vinder langsomt men sikkert terræn mod Islamisk Stat i Irak.

Palani er både datter og barnebarn af Peshmerga-krigere. Hun er iransk kurder og blev født i en FN-flygtningelejr i Ramadi i Irak i 1993, efter familien var tvunget til at flygte fra deres hjem under Golfkrigen. De flyttede til København, da hun var lille, og hun levede et "normalt, komfortabelt liv" med sin familie. Hendes yndlingshobbyer under hendes opvækst var at læse og gå til skydning – hun blev hooked efter at havde affyret sin første riffel i Finland som ni-årig.

"Jeg elsker det, og det er mit liv. Det er helt normalt for kurdere at lære at bruge den slags våben," fortæller hun.

I efteråret 2014 forlod hun universitetet og drog mod krigen i Syrien for at kæmpe for kurderne. Palani ville hjælpe med at besejre IS og Assad og, som hun udtrykker det, "kæmpe for alle menneskers rettigheder."

"Den 14. november 2014 tog jeg til Irak, og så tog jeg til Rojova i Syrien. Jeg var hos YPG i seks måneder og med Peshmerga i seks måneder, så jeg kæmpede i et år."

I november 2014 var den syriske diktator Bashar al-Assads hær hærdet af tre års krig med vilkårlige civile drab. Den samlede et skatkammer af våben og ammunition, inklusiv kemiske våben, som den brugte imod deres egne folk. Islamisk Stat havde lige fuldført deres drabelige annektering af det nordlige Irak.

Palanis første nat på frontlinjen var brutal. Under en nattevagt med en fremmedkriger fra Sverige, blev de to angrebet af en snigskytte, som havde set røgen fra en cigaret og skød hendes kammerat mellem øjnene. Hun beskriver, hvordan gløden fra hendes kammerats cigaret stadig var tændt, mens han døde, og hans blod gennemblødte hendes nye uniform.

"Jeg sagde til ham, at han ikke skulle ryge på fronten – men han tog mig ikke seriøst. Jeg tog det heller ikke seriøst til at starte med, da jeg kom herned," indrømmede hun. "Det gjorde jeg til gengæld efter det første angreb. Jeg tog det i sandhed seriøst."

I Syrien opdagede hun, at hun havde sans for at affyre sit våben på det rigtige tidspunkt og holde kæft på samme tid – to essentielle egenskaber for at være en god soldat, mener hun. Hendes tid med at bekæmpe Assads hær skulle blive karrierens mest udfordrende tid. Den er kendt for at angribe med kloringas, tøndebomber og nu også vakuumbomber – som alle er forbudt ved international lovgivning. Regimet er ansvarlig for 181.000 civile menneskers død og bliver nu efterforsket for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

"IS-krigere er virkelig nemme at slå ihjel,", siger Palani, mens hun griner for sig selv. "IS-krigere er virkelig gode til at ofre deres liv, men Assads soldater er utroligt godt trænede – de er specialtrænede dræbermaskiner."

Palani fortæller med stolthed i stemmen om sin rolle som træner for de yngre, kurdiske krigere. "De unge piger er fantastiske – de er helt opstemte, når de kommer tilbage fra frontlinjen. De er meget modige. Modigere end jeg nogensinde ville have været i deres alder."

YPG har også hjulpet Yazidi-familier (irakisk minoritet, som primært bor i det nordlige Irak, red.) med den komplicerede og farlige opgave med at smugle deres pårørende ud fra Islamisk Stats territorium. Palani beskriver, hvordan hun modtog detaljerede breve fra piger i fangenskab, der forsøgte at organisere en flugt eller råbe om hjælp.

"Selvom jeg er kriger, så er det svært for mig at læse om, hvordan en ti-årig pige ligger for døden på grund af indre blødninger efter en voldtægt," fortæller hun. Brevene og vidnesbyrdene om den seksuelle tortur begyndte allerede i oktober 2014. Palani fik tildelt en ny rolle i begyndelsen af 2015 – hun var en del af en bataljon, som befriede en landsby tæt på Mosul. Hun fortæller, hvordan hun fandt en stor gruppe børn, som blev holdt fanget og seksuelt misbrugt af IS-krigere. Det var et holding house, hvor unge piger blev låst inde, voldtaget og lånt ud til lavere rangerende krigere på frontlinjen.

"Alle pigerne var under 16 – nogle af dem var virkelig unge. Jeg mødte den her pige på det hospital, hvor vi bragte dem hen, hun var syrisk kristen, og hun døde, mens jeg holdt hendes hånd, fordi hun var 11 og var blevet gravid med tvillinger. Hendes lille ansigt var helt hævet. Det er så forkert. Jeg kan huske, at lægen råbte af mig og min førstekommanderende."

Hun måtte overbevise lægen om, at de ikke var ansvarlige for voldtægten eller den efterfølgende graviditet, som tog pigens liv. Selvom Palanis mor og far bekymrede sig hjemme i København, så fandt hun livet på frontlinjen spændende. "Jeg tænkte aldrig, at jeg ville hjem. Selvfølgelig var der tidspunkter, hvor jeg var bange, og hvor jeg bad til, at jeg ville overleve, men der var ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg ville ønske, at jeg var hjemme igen. Jeg vidste, at jeg var det rigtige sted."

Hendes militærkarriere trivedes, indtil hun var hjemme for at besøge sin familie i København sidste år. "Peshmerga gav mig fri i 15 dage," forklarer hun. "Da jeg ankom til Danmark, sendte politiet mig en e-mail efter kun tre dage. Der stod, at mit pas ikke længere var gyldigt og ville blive inddraget, hvis jeg forsøgte at forlade landet. Hvis jeg forsøgte at tage tilbage, kunne jeg risikere seks års fængsel."

"Det stillede mig i en virkelig dårlig situation, for der var mange, der ville blive skuffede over mig. Jeg var i gang med at undervise nogle piger i våbentræning, og jeg svigtede dem jo, fordi jeg ikke kunne gøre det færdigt."

Hun er rasende på den danske regering for at have konfiskeret hendes pas under en lov, som har til hensigt at standse IS-sympatisører i at tilslutte sig konflikten – et træk, som hun beskriver som "forræderi." Nu står hun over for valget mellem at opgive sit pas og slutte sig til sin bataljon igen eller vente i København og håbe på, at loven ændres til at kunne skelne mellem hende og jihadistiske krigere. "Jeg skal huske på de ting, jeg har set i kampene og de mennesker, jeg har efterladt dernede," fortæller hun mig om sine overvejelser.

"Som menneske – og især som kurdisk kvinde – kan jeg simpelthen ikke ignorere de her små piger, som er sexslaver. Jeg kan ikke bare tænke, at jeg har det fint i Danmark, så pyt med hvad de gør ved pigerne i Kurdistan."

Samtidig vil hun også nødigt give afkald på den frihed, som følger med et liv i Europa, så for nu sidder hun fast i København. I stedet for at kæmpe med sine Peshmerga-'søstre' (som hun i øvrigt hævder ikke er blevet betalt i syv måneder), studerer hun nu modvilligt politik og filosofi.

"Jeg er en europæisk, kurdisk pige – de fleste af mine overbevisninger og værdier er europæiske. Jeg kunne ikke bo i Kurdistan i mere end et år eller to, for det er ikke særligt rart for kvinder dernede. Jeg vil vælge menneskelig retfærdighed frem for personlig lykke. Jeg ville give mit liv for Europa, for demokrati, for frihed og for kvinders rettigheder. Jeg har det, som om jeg er blevet forrådt af dem, som jeg var parat til at ofre mit liv for."