FYI.

This story is over 5 years old.

News

Besøg af radikal islamist skaber diskussion om fredsring

Arrangøren bag fredsringen om Det Islamiske Trossamfund fortryder ikke sin støtte, selvom moskeen blot dagen før havde besøg af en imam, der kalder homoseksuelle for kriminelle og går ind for stening.

Sådan så det ud, da der var fredsring rundt om moskeen på Dortheavej. Foto: Rona Naghizadeh

Fredag d. 21. august var imamen Haitham el-Haddad inviteret til at holde gæsteprædiken i Det Islamiske Trossamfunds moské på Dortheavej i København. Haitham el-Haddad er kendt for sine stærkt antisemitiske synspunkter og har også udtalt, at homoseksuelle er kriminelle, og at utroskab bør straffes med stening til døde i henhold til islamisk lov.

Men dagen efter blæste der andre og mildere vinde over moskeen i Nordvest, da omkring 1300 fremmødte dannede en såkaldt fredsring omkring selvsamme bygning. Fredsringen havde deltagelse af talrige medlemmer af Det Islamiske Trossamfund, som stod hånd i hånd med medborgere fra hele landet, der var mødt op for at støtte det gode formål. Moskeen var i dagens anledning prydet af bannere, hvorpå der stod: "Det Islamiske Trossamfund fortjener kærlighed og blomster".

Advertisement

Et budskab, som ligger i tråd med arrangørens egen beskrivelse af fredsringens formål:

"Vi skal bekæmpe radikaliseringen i samfundet, uanset hvilket ansigt den har. Sammen vil vi modarbejde hadet med sammenhold og kærlighed."

Men hvor godt rimer ord som "kærlighed" og "sammenhold" på det jødehad og den homofobi, som fredagens gæsteimam, Haitham el-Haddad, har prædiket om?

Ikke særlig godt, hvis man spørger politikeren Lars Aslan Rasmussen (A), der raser på Facebook:

"Af og til tager man sig til hovedet over Islamisk Trossamfund. Endnu engang inviterer de tosse-imamen Haitham El Haddad til Danmark. Han er manden, der kalder jøder for efterkommere af svin, og homoseksuelle for kriminelle. Hvis der overhovedet er noget, der er kriminelt i denne her sammenhæng, så er det, at han gang på gang skal holde oplæg for unge mennesker."

Sidenhen har flere andre politikere og debattører lagt sig i slipstrømmen på Lars Aslan Rasmussens holdning, og Radio24syv har kørt, hvad trossamfundet selv kalder for en "hetz" mod dem i jagten på en forklaring. En forklaring, som først kom torsdag i form af en pressemeddelelse, hvor Det Islamiske Trossamfund siger, at det ikke deler Haitham el-Haddads rabiate synspunkter:

"Det Islamiske Trossamfund er stort og gæster på årlig basis mange forskellige intellektuelle og lærde. Det ville være på sin plads at understrege, at man umuligt kan dele alle holdninger med alle, de som gæster en, da vi alle er forskellige, men at der bør være mulighed for at give plads til alle for at ytre sig i et demokrati og give deres mening til kende."

Advertisement

Men har en forening, som giver taletid til en mand som Haitham el-Haddad, fortjent den støtte og kærlighed, som var fredsringens formål? Medarrangøren af fredsringen, Rona Naghizadeh, fortryder ikke, at hun lod moskeen på Dortheavej danne ramme om arrangementet.

"Vi skal huske at holde tingene adskilt. Der er tale om to forskellige begivenheder med to forskellige arrangører. Fredsringen handlede om at vise kærlighed og støtte til alle, der er blevet angrebet på grund af deres religion, nationalitet eller hudfarve. Til de politikere, der bliver forargede over, at Det Islamiske Trossamfund inviterer denne imam til at tale, har jeg kun dette at sige: I Danmark har vi demokrati og ytringsfrihed, så han er velkommen til at komme og tale, ligesom Geert Wilders var velkommen på Folkemødet."

Hun tager selv afstand fra Haitham el-Haddads synspunkter og lægger vægt på, at fredsringens formål ikke kun handler om at vise støtte til Det Islamiske Trossamfund, som for to uger siden blev udsat for et brandattentat.

"Det handler om, hvordan vi kan vise unge muslimer i Danmark, at vi gerne vil inkludere dem i det danske samfund, så de ikke bliver radikaliserede. Med fredsringen har vi sendt et signal til de unge om, at der er et alternativ til de radikale kræfter."

Men skal man vise støtte til en forening, som giver taletid til antidemokratiske kræfter?
"Det er jo netop en af styrkerne ved demokratiet - at folk har frihed til at danne de her foreninger. Jeg støtter demokratiske værdier, og derfor vil jeg ikke acceptere censur, hvadenten det gælder en mand som Geert Wilders eller en yderligtgående imam, der taler i Islamisk Trossamfund."

Advertisement

Dan Rosenberg sammen med talsmanden for Det Islamiske Trossamfund. Privatfoto

Formanden for Det Jødiske Samfund: Det var dårlig dømmekraft
Fredsringen på Dortheavej havde flere prominente deltagere ikke blot fra Det Islamiske Trossamfund, men også fra Det Jødiske Samfund i skikkelse af formanden, Dan Rosenberg Asmussen. Selvom han kalder valget af Haitham el-Haddad som gæsteprædikant for "mindre god dømmekraft" fortryder han ikke sin deltagelse i fredsringen.

"Som det er oplyst for mig, så er imamens mere kontroversielle synspunkter ikke nogen, han optrådte med under sin gæsteprædiken i Islamisk Trossamfund, og ledelsen i Islamisk Trossamfund har givet udtryk for, at man heller ikke deler de omtalte holdninger. Og det er, hvad jeg hæfter mig ved. Men jeg kan da sagtens se det pikante i sagen," siger Dan Rosenberg Asmussen, som ikke anede noget om, hvem der dagen forinden havde holdt tale i moskeen.

Var du udeblevet fra arrangementet, hvis du havde kendt til fredagens gæsteprædikant?
"Nej, det tror jeg egentlig ikke. Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at der er folk, der mener, at det er kontroversielt og upassende, at jeg som formand for Det Jødiske Samfund deltager i en fredsring for Det Islamiske Trossamfund."

VICE har henvendt sig til Det Islamiske Trossamfund for at få en kommentar til sagen, men her henvises der blot til den udsendte pressemeddelelse.