Du skal ikke være burkabærende kvinde eller muslim for at føle dig krænket, du skal bare være menneske

FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning.

Om skribenten: Zainab Nasrati er 21 år og medicinstuderende ved Københavns Universitet. Hun er svømmetræner og livredder hos Hovedstadens Svømmeklub og er næstformand ved NGO'en Ordskælv, der siden 2009 har udgivet litteratur, hvor dem vi oftest hører om, men så sjældent hører fra, får lov at fortælle.

Vores påklædning er en del af den måde, vi udtrykker os på. At vi selv vælger vores påklædning, har betydning for vores evne til at udtrykke, hvad vi ønsker at sige til hvem – og er dermed et instrument til at skabe de relationer, der er vigtige for os.

I virksomheder har kvinder smidt deres kjoler og iført sig jakkesæt, der i udskæring skal ligne mændenes påklædning. Fordi det i så fald bliver nemmere at bane vejen til en topposition, der tidligere har været varetaget af en mand, hvis hun er i samme beklædning – eller forklædning. Er det en efterligning i påklædning, der skal til for, at kvinden bliver taget seriøst?

Kvindelige toppolitikeres påklædning verden over er altid under lup – især når de kommer til orde og skal lyttes til. Helle Thorning Schmidts tøjstil blev både kritiseret og gratuleret. Medierne skød fra højre og venstre med overskrifter om, hvorvidt der var grænser for, hvordan hun måtte klæde sig, og uanset konklusionerne så er en ting stadig utvivlsomt notorisk; påklædning er et værktøj, der flittigt bruges af mænd, såvel som kvinder til at understrege deres ståsteder.

Tilbage i 2014 blev en kæmpe udstilling i London med navnet "Women Fashion Power" lanceret. Den samlede et kartotek af kvinder gennem historien og fremlagde, hvordan de brugte deres påklædning til at hjælpe deres positioner som prinsesser, kunstnere eller politikere. Der var ganske meget interessant i den udstilling, men det, der gjorde indtryk på mig, var et billede af en hurtig overgang fra frigørelsen af korsetter, der lignede torturerende, restriktiv beklædning, til en ny ekstrem af kvindelig påklædning, hvilket skete hen over et lille århundrede sammen med de første feminister i Storbritannien, suffragetterne, som begyndte at iføre sig skjorter med høje kraver inspireret af mændenes tøj.

Jeg husker, at jeg blev bekræftet i, at jeg hverken havde behov for korset eller jakkesæt, når jeg begik mig. En bekræftelse, der ankom sammen med en følelse af ro og glæde over den beslutning, jeg havde truffet med min egen påklædning, min hijab – glæde ved at bestemme over min egen krop, glæde ved at kunne glædes over min krop, som den er, og glæde ved at beholde den for mig selv eller dele den, når jeg selv ønsker det, fyldte mig. Alt sammen foruden roen over, at det er for Gud.

Hvorfor skulle jakkesættet bruges til at udstråle, at kvinder nu endelig kunne besidde samme positioner som mænd? Havde det ikke været fantastisk, omend kvinderne kunne hvile i deres naturgivne femininitet? Den egenværdi og integritet, de er skabt med? Kunne kvindens påklædning og udtryk ikke være lige så respekteret som mandens, så de kunne være lige uden at være ens?

Burkaen og divergerende former for ansigtsslør er en muslimsk kulturarv, der dog har været i historien i årtusinder. De har eksisteret i over 3000 år, både i den muslimske og omkringliggende verden. I den muslimske tradition har ansigtsslør, burka, niqab og lignende været nogle kvinders måde at vise deres hengivenhed til Gud. Et udtryk for, at de ikke vil give et fysisk indtryk af dem selv til andre end deres Skaber og de mennesker, de ellers vælger at afklæde sig med. En handling af tilbedelse.

I vores tid betyder dette dog ikke, at den burka-bærende kvinde har meldt helt pas på samfundet. Trods umiddelbar tilbageholdenhed fra at tage del i diverse aspekter af det offentlige rum, har de i til stadighed en interesse i at være med derude, både uddannelsesinstitutionerne og på arbejdsmarkedet. De befinder sig i åbne og multikulturelle gymnasier, der kan rumme dem og søger job som for eksempel telefonsælgere, og så accepterer de, når det ikke er muligt at få en stilling med den beklædning, de har valgt.

Lige nu runger det derude, at alle de burka-, niqab- og øvrigt religiøst -ansigtstildækkede kvinder er undertrykte – eller endnu mere kringlet; at såfremt kvinderne siger, at de selv har valgt det, blot afspejler en fødsel i et sexistisk, mandsdomineret kvindesyn.

Sammenfattet lyder det altså, at kvinderne enten er tvunget til det, eller at deres fornuft er blevet bortført, så deres frie vilje kun afspejler tvangen. Intet er mere kvindeundertrykkende, end når kvindens eget intellekt, stemme og vilje bliver fejet bort med sådan et udsagn. Ja, der findes kvinder, som er blevet tvunget til det, og ja, der findes sexistiske og mandschauvinistiske mænd, men de, er vi alle enige om, er et problem, som skal løses, og så er de undtagelsen frem for reglen.

De kvinder, som bærer niqab eller burka i Danmark, udviser enorm viljestyrke og møder enorm modstand i det offentlige rum, hvilket vidner om, at de hverken bærer det, fordi de er blevet tvunget til det, eller fordi de blot vil hjælpe de 'tilbagestående mørkemænd' med at styre deres lyster – hvilket for øvrigt er mindst lige så underminerende og mandeundertrykkende at sige, som når kvinder gøres irrationelle.

Muslimske mænd er ikke dyriske, sexistiske eller mandschauvinistiske – den slags mænd har ikke deres kvindesyn fra islam, men fra vores mandsdominerede og ulige samtid verden over. Den muslimske mand er i islams ånd opdraget med respekt for kvinden. Respekt for at omgås hende, kommunikere med hende og lytte til hende, også i det offentlige, uden krav på at se hendes krop.

Hvad blev der af solidariteten? Hvorfor tager vi ikke kampen op for, at alle må gå klædt i det tøj, de vil. Ingen mænd – eller kvinder – skal forbyde kvinder at have bestemt tøj på eller at tage bestemt tøj af. I stedet for at bruge så meget energi på at navlepille, hvordan vi i teorien ville føle, hvis vi skulle komme til at møde en kvinde i burka, så lad os for en gangs skyld lytte til det behov, som kvinderne, der dækker deres ansigt til, selv har.

Burkaen er noget, så ufatteligt få har taget på sig i Danmark. Lad de få kvinder, der ønsker det og får mening i deres liv ud af det, gøre det. Ikke nødvendigvis fordi vi alle skal være enige i alle aspekter af det, men fordi det eneste rigtige simpelthen er at lade dem bestemme selv.

Du skal ikke være burka-bærende for at føle dig ramt, for at forarges over det populistiske burka-forbud, der begrænser dig i, hvad du må bære af tøj på din krop. Du skal ikke være hijab-bærende kvinde for at frygte, at næste skridt er et forbud mod din hijab. Du skal ikke engang være muslim for at føle dig krænket af den enorme frihedsberøvelse, som det er at blande sig i det enkelte menneskes påklædning. Hvis du er menneske, er det tilstrækkeligt.

Hvis du tror på retten til at leve, som du ønsker, så er det her også din kamp. Hvis du ånder for frisind, lighed og muligheder for at udtrykke, hvad du har på hjerte, uden frygt, så er det her også din kamp. En kamp for retten til at udtrykke dig, som du vil. For det er, hvad forbuddet forbryder sig mod. Så uagtet hvor passende eller upassende et udtryk, du selv synes, burkaen er, så er det her vores alles kamp. Når ét menneskes frihed undergraves, er det et princip, der undergraves, og når først et princip er ødelagt, kan det komme til at gælde alle.

Det her handler om, at hendes frihed er lige så meget værd som din frihed. At en berøvelse af hendes ret til påklædning også betyder muligheden for en berøvelse af din ret til påklædning. Hvis ikke du siger fra, har du tilladt frihedsberøvelsen og lovliggjort princippet om, at nogen kan fortælle dig, at du ganske enkelt ikke må gå klædt i det, du vil. Et sådant overgreb på alle andre end de burka-bærende kvinder ville ikke kunne blive trumfet igennem, men kvinderne i burkaer og niqaber er ikke i en stærk position, de har alt for få, der taler deres sag og giver dem en stemme og støtter dem i det, der er deres ønske.

Ingen kan høre dem protestere, og derfor er det nemt at holde dem hen. Det kan måske lyde ubetydeligt i dit liv, at nogle kvinder er blevet begrænset i deres beklædning, hvis denne beklædning er fjern fra dit liv og ikke-eksisterende i din omgangskreds, men ikke desto mindre vejer det drønhamrende tungt at vide, at friheden er der, hvis du nogensinde skulle ønske at benytte den. Det er den ikke lige nu.

Frihed siger vi alligevel stolt, når vi beskriver vores Danmark, alt imens vi lader regeringen undergrave den. Det var en ret til at udtrykke sig, vi talte om. Et valg om, hvordan vi vil præsentere os selv, og det kan vi, fordi vi er skabt med den til alle tider gældende ret til at bestemme over vores egen krop. Vigtigst af alt taler vi om, at det er en personlig frihed, som vi for enhver pris ikke må kaste bort – og forbuddet forbryder sig mod netop denne frihed. Et forbud er en trussel mod demokratiet. For ikke så længe siden var trusler af denne kaliber blot symbolpolitik. Lige nu er truslen i juridisk behandling.