Feministiske aktivister besætter kvindefængsel
Fotos: Bex Wade

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Feministiske aktivister besætter kvindefængsel

Holloway-fængslet husede engang kvindesagsforkæmpere og seriemordere. Nu har Sisters Uncut besat det tidligere fængsel, så det kan være samfundet til gavn.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Holloway-fængslet i London var engang det største kvindefængsel i Vesteuropa. Men den historiske tre hektar store grund og bygningen derpå – som har huset alt fra sultestrejkende kvindesagsforkæmpere til berygtede seriemordere – har stået tom, siden fængslet blev lukket i 2016.

Lige indtil den feministiske aktivistgruppe Sisters Uncut, som kæmper for voldsramte kvinders rettigheder, indtog stedet. Under en demonstration i maj mod den britiske regerings nedskæringer i tilbuddene til kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, tiltvang aktivisterne sig adgang til fængslets besøgscenter gennem et vindue. Her blev de efter eget udsagn hurtigt omringet af politiet.

Advertisement

"Vi får hele tiden at vide, at der ikke er nok betjente til at patruljere gaderne, men de havde alligevel mandskab nok til at sende 50 betjente ud til en fredelig demonstration, hvor vi prøvede at gøre noget positivt for samfundet," siger et medlem af gruppen, der ønsker at forblive anonym.

Belejringen varede i ti timer. Det var umuligt for aktivisterne at forlade bygningen for at få noget at spise eller gå på toilettet, da de i så fald ville have mistet stedet. Nogle af søstrene fik leveret pizza og spillede musik for at slå tiden ihjel.

"Lige inden det blev mørkt, prøvede de at skræmme os ved at banke på ruderne og smile væmmeligt til os. Det var ret tydeligt, at de kedede sig," tilføjer hun. Da det gik op for politiet, at det var en lovlig besættelse, og der ikke var begået nogen forbrydelser, smuttede de ved 23-tiden.

Sisters Uncut har nu bedt den britiske regering om tilladelse til at omdanne besøgscentret til et kvindehus for tidligere indsatte og ofre for vold i hjemmet.

Sisters Uncuts demonstrationen ved Holloway-fængslet.

For at bevise, at deres ambition ikke er umulig, har de selv omdannet stedet til det, de mener, det bør være. Den røde murstensbygning er nu et aktivt kvindecenter, som er åbent for alle, der identificerer sig som kvinder – aktivisterne har også åbnet en dagpleje, hvor lokale kvinder kan få deres børn passet.

Politiet ved besættelsesaktionen.

Da jeg kommer forbi for at tjekke stedet ud, står atmosfæren umiddelbart i skarp kontrast til bygningernes dystre historie. Så sent som i januar 2016 var det stedet, hvor Sarah Reed – et offer for politivold, der led af psykiske problemer – døde, mens hun var i forvaring. Nu er viben mere i retning af feministisk paradis og sommerlejr med masser af bannere, flag i alle farver og borde fyldt med gratis mad og hygiejneprodukter. Her er en varm og åben stemning, og hvis ikke det var for plakaterne, der forklarer reglerne, kunne man hurtigt glemme, at det er et besat område.

Advertisement

En aktivist med et romerlys.

Jeg sætter mig ned og taler med nogle af kvinderne fra Sister Uncut for at finde ud af, hvorfor de har valgt et fængsel som ramme for deres kamp for udsatte kvinders rettigheder. Deres svar er, at det er for at skabe fokus på de omstændigheder, der fører til kriminaliteten – 46 procent af alle kvindelige indsatte har nemlig været udsat for vold i hjemmet.

Sisters Uncut vil lave Holloway om til kvindecenter og offentlige boliger.

"De fleste kvinder, der sidder i fængsel, er omsorgsgivere. Mange af dem har domme for at hjælpe andre med noget kriminelt eller for at stjæle til deres børn," siger 22-årige Niamh. "Samfundet ser dem som uhyre. Det kommer af en victoriansk opfattelse af fanger, og Sisters Uncut prøver at ændre det narrativ."

Aisha på 25 år fortæller, at de fleste fanger i Holloway afsonede kortere straffe. Nu er de blevet flyttet til to overfyldte fængsler i Surrey, to timer fra lokalsamfundet, og deres muligheder for at blive rehabiliteret er små. I Storbritannien sidder 81 procent af de kvindelige fanger i fængsel for ikke-voldsrelaterede forbrydelser.

Gratis mad ved besættelsesaktionen.

Udover kvindecentret vil Sisters Uncut også have lavet offentlige boliger på den tre hektar store grund. Justitsministeriet ejer grunden og har ansat firmaet GVA til at forestå salget. Ifølge Sisters Uncut vil GVA formodentlig sælge den til private ejendomsudviklere, der vil opføre luksusejerlejligheder.

Jeg agerer djævelens advokat et øjeblik: Hvad er der i vejen med fine ejerlejligheder? "Det handler om social udrensning," lyder svaret. "GVA har haft gang i en masse tvivlsomme gentrificeringsprojekter, og de er blandt andet skyld i, at antallet af hjemløse i Manchester er steget," forklarer Aisha. "Det ser ikke godt ud, hvis de får lov at styre salget." Hverken GVA eller Justitsministeriet ønskede at udtale sig om besættelsen af Holloway.

Advertisement

Det besatte lokale er det tidligere besøgscenter i fængslet.

For tre dage siden afslørede Det Konserative Parti en plan for at slå ned på vold i hjemmet. Et initiativ herunder er oprettelsen af en kommission, der skal hjælpe ofrene. Sidste år lovede Theresa May også en pakke på 163 millioner kroner til flygtninge- og velgørenhedsorganisationer. Sisters Uncut siger, det ikke er nok.

"Nogle af de større organisationer er tilfredse med det, men det føles som en dråbe i havet," siger Niamh. "Der er heller ingen plan for, hvordan midlerne skal distribueres."

"Det er problematisk, hvis det er en centraliseret fond," tilføjer Aisha. "Historien melder ikke noget om, hvad der vil ske med små, specialiserede initiativer rettet mod sorte og andre minoriteter samt LGBT-kvinder."

En aktivist beder under besættelsen.

Det er svært at forestille sig, at De Konservative pludselig bekymrer sig for ofre for vold i hjemmet, når man tager i betragtning, at de har stået bag nedskæringer på 38 procent i hjælpen på det område i London siden 2010 og tvunget 17 procent af initiativer for flygtninge til at lukke.

Under et debriefing-møde sent om aftenen spørger jeg en aktivist om alt det arbejde, det kræver for at få stedet til at se mere indbydende ud. Det er ret imponerende, at de har gjort et tidligere fængsel til et hyggeligt sted at være, især når man ved, at ingen får penge for deres arbejde.

Centret er åbent for alle, der identificerer sig som kvinder.

"Folk gør en stor indsats, fordi vi alle er venner," siger Jasmine. "Selvom det er hårdt arbejde, så er det det værd. Jeg har arbejde ved siden af og er lige blevet færdig på universitetet, så det er hårdt."

Advertisement

Det føles, som om Sisters Uncut er del af bølgen, der arbejder på at aktiverer unge mennesker politisk på måder, der ikke virker tørre og kedelige. "Det, vi gør, handler om politik, men vi har det også sjovt. Vores handlinger er baseret på en meget enkel ide, så det føles ikke engang ekstremt," tilføjer Jasmine. "Af alle de kampagner, jeg har deltaget i, så er det her den mest realistiske. Vi kender vores mål, og vi ved, at vi kan opnå det."

Alle Sisters Uncut-aktivisterne arbejder som frivillige.

"Et sikkert sted" og "til gavn for samfundet" kan virke som tomme ord, men for ofre for vold i hjemmet handler det om liv og død. Tanken om, at nogen skal tvinges til at opholde sig et sted, hvor de ikke er i sikkerhed og må kæmpe for at bevare sindsroen, kan ikke tolereres – og det er lige præcis det, Sisters Uncut kæmper i mod.

Da jeg forlader Holloway, tænker jeg på alle de muligheder, der åbner sig, når kvinder organiseres, samarbejder og giver højlydt og utvetydigt udtryk for deres krav. I stedet for at vente på, at politikerne handler, så tager de her kvinder sagen i egne hænder og viser, hvad der skal gøres. Deres no-bullshit, problemorienterede aktivisme et frisk pust.

LÆS MERE FRA BROADLY