"Vi skal se de her mennesker i øjnene, vi skal se, at de ikke er dæmoner"

FYI.

This story is over 5 years old.

flygtninge

"Vi skal se de her mennesker i øjnene, vi skal se, at de ikke er dæmoner"

Martin Thaulow har portrætteret hundredvis af flygtninge i asylcentre i Danmark, Sverige og Tyskland. Han har en klar mission – han vil have os til at tale om flygtninge som mennesker igen.

Alle billeder af Martin Thaulow

"Det er, som om folk prøver at holde sig for øjne og ører, og vi har alle sammen travlt med vores egne problemer. Jeg siger ikke, at vi hver især skal redde verden, for det kan vi ikke, men det farligste, vi kan gøre, er at lukke øjnene nu og sige, at det vil vi ikke have noget at gøre med."

Ordene er Martin Thaulows. Han er uddannet kunstner, arbejder blandt andet som fotograf og driver et marketingbureau på Bornholm. Og i 2014 fik han nok. Mange politikere brugte en retorik om flygtninge, som han ikke kunne holde ud. De omtalte mennesker på flugt som problemer og ikke som, ja, mennesker.

Advertisement

"Når man retorisk distancerer sig fra noget, som i virkeligheden er mennesker, så begynder det at blive farligt," siger han.

I 2014 åbnede et asylcentrer i Svaneke, ti kilometer fra hans hjem, og en medarbejder i hans firma foreslog, at de skulle skyde en dokumentar om flygtningenes møde med lokalbefolkningen. Dokumentaren faldt til jorden, men da var Martin Thaulow allerede blevet opslugt af at fortælle de menneskers historier, og det ændrede hans liv. Han har nu igennem mere end to år portrætteret flygtninge i asylcentre i Danmark, Sverige, Tyskland og Tyrkiet.

"Jeg er blevet totalt opslugt af hele flygtningeproblematikken og har nu brugt titusindvis af timer på det, har rejst rundt i verden, er gået under jorden med flygtninge… Det begyndte som et projekt i mit firma, men er endt med at ændre mit liv," siger Martin Thaulow og fortsætter:

"Jeg har et firma, hvor vi især laver kommercielle projekter. Til daglig laver jeg markedsføring for eksempelvis en bank og en skokæde. Det er ikke det, jeg er sat i verden for, men det er noget, jeg gør, fordi jeg har tre børn, jeg skal forsørge, og det gør, at jeg kan rejse ud i verden og lave andre ting."

Nagham Abru Kraesh er flygtet fra Libanon og har ophold i Tyskland.

Martin Thaulow lægger ikke skjul på, at hans projekt – eller mission, nærmere – er aktivistisk. Han kalder det et politisk modsvar til den dehumanisering, der er sket af flygtninge. Og så føler han, at det er noget, han må gøre:

Advertisement

"For mig er det vigtigt at bidrage med det, jeg kan. Og som kunstner er det der her. Det her er min mission, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man ikke tier stille. Jeg taler højt, fordi jeg kan."

"De her mennesker, som hele tiden bliver omtalt som problemer, hvem er de egentlig? Det, synes jeg, er interessant at udforske som kunstner. Jeg kan med mine visuelle redskaber og formåen gå ind og menneskeliggøre de her mennesker igen. Det er det, det handler om. Vi har brug for at se de her mennesker i øjnene, vi skal se, at de ikke er dæmoner."

Han har valgt at fotografere op ad en ensfarvet baggrund, men lader ellers personen eller personerne på billedet definere portrættet.

"Når jeg står foran dem, så indgår vi i en usagt dialog. Kameraet er der sådan set bare, og jeg ved præcis, hvordan jeg skal skrue på knapperne og sætte lyset. Det vigtige er, hvordan jeg er sammen med det her menneske og fanger en del af hans stemning eller det, man kan se i sjælen i ham. Og det er derfor, det virker; fordi man bliver konfronteret med sine fordomme og sin frygt," siger han og fortsætter:

"Der er et billede af en pige med tørklæde. Og lige så snart nogen har tørklæde på, så tror folk per automatik, at det er en muslim, men hun er ortodoks kristen eritreaner."

I foråret rejser Martin Thaulow til Jordan for at portrættere flygtninge i en lejr tæt ved grænsen til Syrien.

"Jeg vil gerne møde nogle flygtninge, som befinder sig væk fra konflikten, men meget tæt på. Den lejr, jeg skal besøge i Jordan, ligger seks kilometer fra den syriske grænse. Jeg tror, jeg vil se noget andet de menneskers øjne, end jeg ser hos dem, der er kommet herop og dermed i en lidt mere sikker havn," siger han.

Advertisement

Martin Thaulows portrætserie udkommer løbende på hjemmesiden Refugee.Today og senere i år i bogform. Vi bringer her et udvalg af hans billeder.