FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

Vi så britiske forretningsmænd smadre hinanden til et 'white collar' boksestævne

Efter otte ugers træning gik revisorer og bankmænd i flæsket på hinanden for velgørenhed.

Alle billeder er taget af forfatteren.

"White collar" boksning er et fænomen, hvor unge britiske forretningsmænd efter kun otte ugers træning træder ind i en boksering og tæver løs på hinanden. Kulturens begyndelse tilskrives Gleason's Gym i New York, hvor anerkendte boksere som Ali, Tyson og LaMotta har trænet. Ejeren, Bruce Silverglade, begyndte at arrangere uformelle kampe for slipsefyrene på Wall Street, og ved årtusindskiftet var det efterhånden blevet ret populært. I 2000 boksede Wall Streets forretningsfolk ved et event i London ved navn "Capital Punishment," der kickstartede interessen for white collar boksning i England.

Advertisement

Vi tog til et tilsvarende event i den sydengelske by Bournemouth, der var organiseret af Englands største white collar boksepromoter, Ultra White Collar Boxing Ltd, til fordel for britisk kræftforskning.

Hele aftenen blev grupper bestående af fire nye boksere bragt ind hvert tiende minuttil de to bokseringe for at modtage salver af hjernerystende slag i ansigtet -helt frivilligt.

I åbningskampen gik to mænd iført træningshandsker, boksehjelme og ølmaver i flæsket på hinanden. De efterfølgende seks minutter var fyldt med slingrende hooks, dårligt fodarbejde og ringe udholdenhed. En sjælden gang imellem fik en af dem kontakt til den anden og sendte vedkommende snublende baglæns med hjelmen krænget af hovedet.

Som aftenen skred frem kom der bedre og bedre boksere i ringen, mens publikum gik mere og mere amok. En flaske blev kastet mod en rivaliserende boksers heppende tilskuere og det startede en vild jagt gennem mængden. Mænd forsvandt ud på toiletterne og kom tilbage med hvidt pulver klæbende til næseborene.

I foyeren bølgede et masseslagsmål frem og tilbage. Fra arenaen ind på toiletterne tilbage til arenaen igen for til sidst at ende i rygeområdet. I kølvandet på al galskaben stod blodstænkede sikkerhedsvagter og skrigende kvinder tilbage, alt imens mænd fra begge sider af slagsmålet trampede, slog og amagerkyssede sig gennem bygningen.

Udenfor stod en mand og brølede vildt, mens blod fra en flænge i hovedet strømmede ned over hans ansigtet. Da en ven prøvede at holde ham tilbage, forsøgte han også at tæve ham, men i stedet endte han bare med at oversprøjte dem begge med hans blod.

Advertisement

Hvem end der havde tævet den smokingklædte mand må have taget titlen for bedste slag uden for ringen, mens den i konkurrencen ville have gået til Charlie Malyon. Charlie (iført den blå hjelm ovenfor) viste sig at være den mest kompetente deltager. Hans reaktioner var imponerende, og han dansede udenom modstandernes stød og slog tilbage med hurtige, drillende slag.

Den efterfølgende kamp var mellem Matt fra JP Morgan, og en fyr ved navn David. I kraft af sin højde og størrelse var Matt publikumsfavorit – og i det meste af første runde så det også ud som om, de heppede på den rigtige. Men i anden runde vendte David stærkt tilbage og vandt points med en byge af slag og hooks. Tredje runde var præget af begyndende forsigtighed, træthed og et lavere tempo, hvilket ledte til brydertag og svage slag i forhold de tidligere runder. Det endte med en snæver sejr på 28-29 til David.

Efter kampen talte jeg med en overraskende munter Matt og nogle af de andre deltagere i foyeren.

VICE: Hvorfor white collar boksning?
Matt Elcock, JP Morgan: Jeg har altid dyrket lidt kampsport – altid nydt at holde mig i form – og for seks måneder siden begyndte jeg at bokse som en personlig udfordring. Da det her arrangement dukkede op, tænkte jeg; "Hvorfor ikke udnytte det?"

Hvordan har du haft det i dag?
Blandede følelser. Du er oppe, du er nede, pumpet, smadret og næsten ved at skide i bukserne. Der er ingen følelse, som den du har, når du venter på at gå igennem dørene. Det er skræmmende sager.

Advertisement

Du tabte med ét point – hvordan har du det med resultatet?
Tjah, alle vil jo gerne vinde, og jeg er ked af, at jeg ikke vandt, men jeg kan stadig være stolt over det. Vi var ligeværdige og skiftede med at udveksle slag… for at være ærlig, kunne det have gået begge veje. Første runde var min, den anden hans og den tredje var helt lige. Jeg synes, jeg havde bedre teknik og var mere veltrænet, men han landede en del hooks. De ødelagde mig helt. Selv med mine parader oppe, gjorde det fucking ondt, mand. Kudos til ham.

VICE: Hvorfor white collar boksning?
Aran "AK-47" Kennedy, Deep Motion UK House Events: Jeg meldte mig til efter at have hørt om det på Twitter. Der stod "otte ugers gratis træning, mens man indsamler penge til kræftforskning," så jeg tænkte "det gør jeg."

Hvordan har du det med at skulle gå i ringen om et minut eller to?
Altså, som jeg altid har sagt, er der intet bedre end at få slag og indsamle penge til kræftforskning,

Hvor vigtig er det for dig at vinde?
Vi har vundet, før vi går ind i ringen… Men jo, det vil være en ekstra bonus at vinde. Men den egentlige årsag til at der er 2,000 mennesker her i aften, er på grund af Cancer Research UK – fordi det er en sag, der berører os alle personligt.

VICE: Hej Calvin. Hvad var din motivation for at bokse i dag?
Calvin Brandon, selvstændig: Jeg har altid ville gå til boksning, men jeg har altid udskudt det. Nu er jeg 37 år, så jeg tænkte; hvis jeg ikke gør det nu, så bliver det aldrig til noget. Jeg har indsamlet mere end 1,000 pund for Cancer Research, så det er en god følelse.

Advertisement

Du ser lidt blodig ud, noget du fortryder?
Nej, det er ikke noget, der gør ondt – men det gør det sikkert i morgen. Det var en god kamp. Han fik mig mange gange, specielt i ansigtet i den første runde, men jeg fik da nogle gode kropsstød ind, og det endte uafgjort.

VICE: Hvorfor white collar boksning?
Adam Miyanji, Health-On-Line konsulent: Min kollega sagde, at jeg skulle involvere mig, og han er her også i aften. Så jeg tænkte "hvorfor ikke? Fuck det." Det er lidt som fitness, og det bedste jeg nogensinde har gjort.

Hvordan gik det?
Jeg vandt ikke, men min kamp blev uafgjort, og jeg holdt mig til min kampstrategi. Men vigtigst af alt så fik jeg mit adrenalin op at pumpe.

Er du mest Fight Club eller Rocky?
Jeg prøvede at være bokser, men endte mere med en Fight Club fornemmelse. Du kan ikke gøre noget ved det – man prøver at holde sig til ens strategi, men hvis din modstander vil have slåskamp, så bliver det en slåskamp. Når en eller anden slår dig i hovedet, er din naturlige reaktion at prøve at gøre det samme mod dem. Det er den første slåskamp, jeg nogensinde har været med i.

@Jack_Courtez